Den gode overgang - fra hjemmet til pasning

Kære forældre 

Inden længe skal jeres barn starte i vuggestue, dagpleje eller hos en privat børnepasser. Vi vil gerne være med til at sikre en god opstart for jeres barn, og at både I og barnet får de bedste forudsætninger for en god start, når I skal til at have en ny hverdag. 

Sundhedsplejersken kender jeres barn og familie godt og vil meget gerne deltage i et opstartsmøde i dagtilbuddet. 

I samtalen kan sundhedsplejersken hjælpe med at fortælle de nye voksne om vigtige emner, så vi sikrer at jeres barn kan trives, udvikles og få en god start. 

Hvis I laver aftale om, at sundhedsplejersken skal deltage, vil hun sikre, at hun kommer med til jeres opstartsmøde med dagtilbuddet. Dagplejen eller vuggestuen indkalder til mødet. Hvis jeres barn skal passes i privatinstitution eller hos en privat børnepasser, skal I selv fortælle dem, at sundhedsplejersken gerne vil deltage i opstartsmødet. 

  • Tre værdier for overgange og opstart

  • Tryghed

    Det er afgørende, at forældre og det lille barn oplever tryghed i overgangen fra hjemmet til dagpleje eller vuggestue. Sundhedsplejersken, dagplejen/vuggestuen og forældrene er alle med til at sikre barnets tryghed i et tæt samarbejde. Kendte voksne, trygge rammer og en rolig atmosfære skaber tryghed. 

  • Mestring

    Sundhedsplejersken, pædagogen/dagplejen og forældre møder det lille barn med klare, positive forventninger i forhold til overgangen til det nye. Det enkelte barn skal have plads til at eksperimentere og udvikle sig. Det gør ikke noget, at det er svært - det er bare vigtigt, at barnet oplever at kunne mestre det og falde til i de nye omgivelser. 

  • Deltagelse

    Forældrene og det lille barn har mulighed for at deltage aktivt i overgangen fra hjemmet til dagplejen eller vuggestue, og sundhedsplejersken understøtter og forbereder forældrene på, hvordan de kan deltage. Barnet bliver på bedste måde set, hørt og inviteret ind i børnefællesskabet - og bliver hjulpet til at deltage aktivt i aktiviteter, i eget tempo. 

  • Quickguide - ved opstart i vuggestue og dagpleje - hvem gør hvad?

  • Sundhedsplejersken

    1. Vurderer ved 9 måneders besøget sammen med forældrene, om det giver mening, at sundhedsplejersken deltager i opstartsmødet med dagtilbud. Hvis det giver mening, afleveres postkortet til forældrene. Postkortet er anledning til en god snak om formået med, at sundhedsplejersken kan deltage i opstartsmøde i dagpleje eller vuggestue og at få mundtlig samtykke fra forældrene til at sundhedsplejersken deltager. 

    2. Giver besked til pladsanvisningen på pladsanvisning@vejle.dk om, at sundhedsplejersken (navn) gerne vil deltage i opstartsmøde. 

  • Dagtilbud

    1. Tjekker ventelisten. Ud for barnets cpr. nr. vil sundhedsplejerskens navn fremgå, hvis hun skal inviteres med til opstartsmøde. 

    2. Pladsanvisningen giver besked til institutionsleder. 

    3. Institutionsleder indkalder sundhedsplejersken og sætter punkt på dagsorden: "Input fra sundhedsplejerske".