Om ­Sko­le­sund­heds­plej­e

Sundhedsplejen tilbyder undersøgelser og sundhedssamtaler til alle skolebørn fra 0.–9. klasse. Sundhedsplejersken deltager i det generelle sundhedsfremmende arbejde på skolen og arbejder tæt sammen med skolens lærere og børnenes forældre.

Alle skoler i Vejle Kommune inklusiv specialskoleafdelinger har tilknyttet en sundhedsplejerske. 

Sundhedsplejens opgaver sammen med skolebarnet:

  • Støtte det enkelte barn, så det selv ved, hvad der er sundt og dermed får mulighed for et godt liv,
  • rådgive forældre og børn om sundhed og sygdom,
  • opdage manglende trivsel hos barnet og tale med forældrene herom,
  • foreslå hjælp og støtte, hvis der er et behov og måske inddrage andre samarbejdspartnere.

Formålet med skolesundhedspleje er at medvirke til, at børn og unge får en sund opvækst. Det giver gode forudsætninger for en sund voksentilværelse. 

I hvilke klasser ses dit barn?

  • 0.klasse - indskolingsundersøgelse

    Alle børn tilbydes indskolingsundersøgelse/samtale med sundhedsplejersken. Forældrene forventes at deltage - undersøgelsen og samtalen varer ca. 45 min. Barnets generelle udvikling og trivsel vurderes ved en sundhedssamtale i fællesskab mellem barn, forældre og sundhedsplejerske.

    Barnet måles, vejes og får undersøgt syn, hørelse og motorik. Indkaldelse foregår via kommunikations systemet AULA.

  • 1. klasse - sundhedssamtale og undersøgelse

    Barnet ses af sundhedsplejersken. Undersøgelsen og samtalen foregår enkeltvis eller i små grupper. Forældre kan kontakte sundhedsplejersken via AULA, såfremt de ønsker at deltage sammen med barnet.

    Barnet måles og vejes. Synsprøve efter behov. Indkaldelse foregår via AULA.

  • 4. klasse - sundhedssamtale og undersøgelse

    Barnet ses af sundhedsplejersken. Undersøgelsen og samtalen foregår enkeltvis. Barnet måles og vejes. Synsprøve efter behov.

    Indkaldelse foregår via AULA.

  • 6. klasse - sundhedssamtale og undersøgelse

    Barnet måles, vejes og får undersøgt syn. Høreprøve foretages efter behov.

    Indkaldelse foregår via AULA.

  • 8. eller 9. klasse - udskolingsundersøgelse

    Alle 8. klasses eller 9. klasses elever tilbydes udskolingsundersøgelse af og samtale med sundhedsplejersken.

    Undersøgelsen/samtalen foregår enkeltvis. Det er først og fremmest en samtale om, hvordan den unge har det. Der vurderes specielt, om der er helbredsproblemer, der kan have betydning for valg af uddannelse og erhverv. Der foretages syns- og høreprøve, samt højde- og vægtmåling. Farvesyn efter behov.

  • Samtykke til Sundhedsplejens generelle tilbud på skoler

    Sundhedsplejerskens individuelle undersøgelser og samtaler med eleven er gennem hele skoletiden et tilbud, der forudsætter forældrenes samtykke, enten mundtligt eller skriftligt.

    Forældrenes samarbejde med sundhedsplejersken sker uden inddragelse af skolens lærere eller ledelse, medmindre det er relevant og aftalt.

    Som udgangspunkt indkaldes eleven altid til sundhedssamtale/undersøgelse via AULA, hvor forældrene har mulighed for at give samtykke eller sige nej til undersøgelsen/samtalen.

    Såfremt skolens sundhedsplejerske ikke har modtaget samtykke fra forældrene, vil hun kontakte forældrene endnu en gang via AULA - og derefter enten via telefon eller besked i E-Boks forud for den planlagte undersøgelse/samtale for at sikre sig forældrenes samtykke.

    Hvis der fortsat ikke er respons fra forældrene, forbeholder sundhedsplejersken sig ret til at antage, at forældrene ikke ønsker barnet undersøgt, hvis det ikke har været muligt at få samtykke fra barnets forældre.

    Forældrene kan dog til enhver tid kontakte skolens sundhedsplejerske, såfremt de har konkrete ønsker om en sundhedsfaglig samtale og/eller vurdering i forhold til deres barn, via AULA, mail eller sms til sundhedsplejersken.

  • Procedure for afbud til skolesamtaler

    Vi forventer, at forældre melder afbud, hvis de eller barnet ikke kan deltage i skolesamtalen. 

    I kan kontakte skolens sundhedsplejerske på Aula eller ringe til Sundhedsplejes sekretariat på tlf. 76 81 55 75 

    I vil efterfølgende blive tilbudt et nyt tidspunkt enten via Aula, telefonisk eller via E-Boks. 

    Hvis I melder afbud eller udebliver fra begge tider,  bliver I ikke tilbudt flere tider.

  • Åben konsultation på skolen

    Sundhedsplejersken tilbyder åben konsultation på alle skoler, hvor elever og forældre kan henvende sig, såfremt de ønsker vejledning og støtte i forhold til barnets sundhed, udvikling og generelle trivsel.

    Gennem dialog kan sundhedsplejersken medvirke til at understøtte en proces, der fremmer og udvikler børn og forældres egne ressourcer og handlekompetencer. Henvendelse kan ske via AULA eller telefon.

     

  • Sparring med personale - sundhed og sygdom på skoler

    Sundhedsplejersken er konsulent for skolen om sundhed og sygdom, herunder smitsomme sygdomme. Desuden er sundhedsplejersken konsulent inden for f.eks. kost, hygiejne og indeklima.

    Sundhedsplejersken sikrer sig, at der er givet samtykke til Sundhedsplejens aktiviteter med barnet.

  • Samarbejde med andre faggrupper

    Sundhedsplejersken samarbejder med andre faggrupper, som er tilknyttet skolen, for eksempel SFO, TCBU – Tværfagligt Center for Børn og Unge. Sundhedsplejersken deltager, når det er relevant på konsultative møder, som er et tværfagligt forum, der giver rådgivning og vejledning i bekymringssager omkring børn og unge. Deltagere på mødet kan være forældre, skoleleder, kontakt lærer eller kontaktpædagog, socialfaglig rådgiver, skolepsykolog og sundhedsplejerske.

  • Sundhedspædagogiske aktiviteter

    Ved behov planlægges indsatser og initiativer, der fremmer børnenes generelle sundheds og trivsel.

    Sundhedspædagogiske aktiviteter har til hensigt at medvirke til at udvikle børn og unges handlekompetencer. På klassetrin, som ikke tilbydes individuelle samtaler/undersøgelser, kan sundhedspædagogiske aktiviteter iværksættes gruppevis, klassevis eller årgangsvis i samarbejde med lærerne.
    For eksempel tilbyder Sundhedsplejen pubertetsundervisning på mellemtrinnet.