Skoletoiletdagen
Skoletoiletdagen skal sætte fokus på forholdene på skoletoiletterne på skolerne.
Skoletoilettet er en afgørende del i skoleelevers hverdag. Desværre er det ikke altid, at oplevelsen for børnene er positiv. Dette har en række konsekvenser for deres hverdag, sundhed og indlæring.
Konsekvenserne kan være, at nogle børn holder sig, og dermed kan få forstyrrelser i blære og tarm:
- De smådrypper eller får forstoppelse,
- børnene kan opleve koncentrationsbesvær, når de er trængende og samtidig holder sig,
- nogle børn lader være med at spise og drikke, for at undgå at skulle gå på toilettet, og oplever derfor træthed og uoplagthed.
Der er altid smitterisiko på et toilet.
Derfor er der flere forhold, der er vigtige omkring hygiejnen på toiletterne:
- Toilettet skal indrettes, så man rører mindst muligt ved ting.
- Man skal kunne sidde godt og nå tingene.
- Der skal være sæbe og engangshåndklæder tilgængelige.
- Der skal være mulighed for at få ryddet op og holde orden, hvilket betyder, at der skal være en affaldskurv og børste.
- Det er en god ide med et ophæng omkring korrekt håndvask, så alle bliver mindet om at vaske hænderne.
- Det er vigtigt at arbejde med kulturen omkring brug af toiletforholdene.
Hvordan vil vi gerne have det ser ud på toiletterne, og hvordan opnår vi det?
Rådet fra Bedre Hygiejne har hvert år en Skoletoiletdag, hvor elever, lærere, forældre og elevråd kan få sat fokus på forholdene på deres skoletoiletter.
Det er en god måde at involvere eleverne, fordi de ofte selv har gode ideer, og det kan være med til at fremme motivation og ejerskab.
Der er mange ideer at finde på Skoletoiletdagens hjemmeside, for eksempel hvordan man kan samarbejde med rengøringspersonalet på skolen, på en anderledes måde.